Praktikopgave


Indledning

I min 4. års praktik fik jeg muligheden for at komme i praktik som aftenstuderende, og jeg havde derfor 16 lektioner om ugen i 5 uger. Timerne blev fordelt, så jeg havde fire lektioner sløjd med 5.ab, fire lektioner håndarbejde med 4.ab og 5.j og 8 lektioner biologi i 7.y, 8.a og 8.j om ugen(dog ikke i uge 50 som var en emneuge).

Sløjd og håndarbejde indgår sammen med billedkunst i puljen med de roterende praktisk-musiske fag (pm-fag). Eleverne på 4. og 5. klassetrin deles på hvert trin op i tre hold, som roterer mellem de tre pm-fag(Eleverne på ordblindeskolen (fx 5.j) er ikke med i disse hold, de har timer med deres egen klasse). 

Planlægning

Jeg vil i denne opgave have fokus på håndarbejde med 4.ab og sløjd med 5.ab, da det er disse forløb, jeg har fundet mest udfordrende, og hvor jeg har stået mest på egne ben.

Håndarbejde

Min største udfordring i planlægningen var antallet af lektioner, jeg havde til rådighed med de to hold, jeg havde i håndarbejde. Med 4.ab havde jeg 4*2 lektioner til rådighed og lige så i 5.j. Som ”optakt” til praktikken havde vi på seminariet arbejdet med forskellige emner, som kunne bruges i undervisningen. Min gruppe arbejdede med filt (under temaet jul), se vores Power Point præsentation HER

Jeg synes, at filtning er en spændende teknik med mange muligheder for produkter og sværhedsgrader, som kan tilpasses elevernes niveau. Derudover var det et godt emne, da jeg i mine timer ikke havde håndarbejdslokalet til rådighed, da et andet hold var i lokalet. Jeg fik frie hænder i 4.ab, og besluttede mig hurtigt for, at eleverne skulle filte julepynt.  

Jeg havde fire dobbeltlektioner til rådighed med 4.ab, og jeg lavede en plan for, hvornår eleverne skulle lave de forskellige stykker julepynt.
Lektion
Indhold
1. lektion
Kort intro til teknikken; filtning, filte juletræ
2. lektion
Filte hoved og næse til nissen
3. lektion
Filte nissehuen
4. lektion
Sy næsen på hoved, lime perler og stjerner på juletræet.
 
I 5.j havde de lige haft en introduktion til symaskinen og have gennemført symaskinekørekortet, jeg valgte derfor at de skulle arbejde videre med symaskinen og sy små stykker julepynt, som skulle fyldes med vat og hænges op.

Sløjd

I sløjd havde jeg svært ved at finde på et konkret produkt, som eleverne skulle lave, men efter noget søgen på nettet kom jeg frem til, at eleverne skulle lave en hylde. Det blev en hylde med hyldeknægte, hvor eleverne fik en arbejdstegning/arbejdsbeskrivelse de kunne arbejde ud fra.

Jeg havde seks dobbeltlektioner til rådighed med 5.ab.
Lektion
Indhold
1. lektion
Intro til arbejdstegning og arbejdsprocessen. Eleverne begyndt på deres hylder
2.-5. lektion
Eleverne arbejder med deres hylder, eleverne arbejder med finpudsning af deres hylder eller små projekter hvis de bliver færdige
6. lektion
Eleverne arbejder med deres hylder (eller små projekter), der ryddes tidligt op, vi samles, og evaluerer vores timer og julehygger lidt.

Forberedelse

Ud over min planlægning af praktikken skulle jeg også selv fremstille de produkter og arbejde med de processer, som eleverne skulle igennem i min praktik.

Min proces med filtning kan ses HER

Min proces med hylden med hyldeknægte kan ses HER

Derudover har jeg lavet en arbejdsbeskrivelse, som eleverne skulle følge under fremstillingen af hylden. Se arbejdsbeskrivelsen HER

Jeg skrev beskeder på Forældreintra til forældrene i alle klasser jeg underviste. Jeg fortalt lidt om, hvem jeg var, og hvad jeg skulle under vise deres børn i, dog uden at røbe for meget om produkter, da nogle elever uden tvivl ville bruge deres produkter som gaver.

Gennemførsel

Håndarbejde

I den første lektion skulle jeg introducere eleverne for uld og filtning, og vi skulle nå at begynde på juletræet. Vi startede med en snak om får og uld, og hvordan den hvide/grå uld på fåret kan blive grøn, som den uld vi skulle til at arbejde med. Derefter fik de en skumkegle (som jeg havde klippet på forhånd), grøn uld og et stykke chiffon. Jeg viste, hvordan ulden skulle lægges omkring skumkeglen og rulles ind i chiffon, og eleverne gentog det jeg gjorde. Vi gik over til vaskene, hvor jeg viste, hvordan det skulle dyppes i vand og filtningen begyndte.

En elev havde svært ved at holde fast på sit træ og fik på en eller anden måde rykket rundt i ulden, så den i hvert fald ikke sad fast og aldrig ville komme til at ligne et juletræ. Vi begyndte forfra, og da han havde rullet chiffonen om træet, satte jeg en poseklemme fast i den ene ende, så han kun skulle holde fast i den anden ende, det gik meget bedre, og hans små hænder havde en chance for at filte juletræet.

Noget som jeg synes var en udfordring var at få eleverne til at rydde op, efter de havde filtet. Eleverne var ikke vant til at være i lokalet, og det er første gang de har håndarbejde. Men det blev nemmere og nemmere for hver gang, jeg fik sat nogle fastere rammer, eleverne blev mere vant til lokalet og vidste, hvad der blev forventet af dem.

I anden lektion var det meningen, at hovedet og næsen skulle laves, men den hudfarvede uld var ikke kommet som planlagt, derfor rykkede jeg lidt rundt, så vi lavede huen først. Det medførte dog, at vi tredje gang skulle filte både hoved og næste og tilpasse huen til hovedet.

Huen var en rimelig kompliceret proces sammenlignet med juletræet, så jeg delte klassen i to og startede med at lave hue med den ene halvdel. Den anden halvdel begyndte at nålefilte deres juletræ de steder, hvor man kunne se skumgummiet igennem, og de begyndte at lime stjerner og perler på deres juletræ. Cirka halvvejs i timen byttede vi.

Eleverne havde ingen skuffer i håndarbejde til at opbevare deres ting i, derfor lavede jeg en skuffe til hver af en mælkekarton, hvor de kunne opbevare deres ting, så de kunne kende forskel på dem.

Sløjd

Jeg stod fra første dag alene med 5.ab i sløjd, det havde jeg aftalt med min praktiklærer, da vi begge havde en tanke om, at de ville henvende sig til ham for hjælp og ikke se mig som deres lærer i den periode. Han var med nede og introducere mig for klassen, men derefter forlod han sløjdlokalet, men var dog ikke længere end en telefonopringning væk.

Eleverne fik hver en arbejdsbeskrivelse, som de skulle skrive navn på og bruge alle gange. Den første gang gik stort set med at de skulle designe hyldeknægtene til deres hylde, kun nogle enkelte nåede at komme i gang med at save. Der er stor forskel på, hvordan elever griber en opgave an, nogle var super hurtige og lavede et ret simpelt design, mens andre (i dette tilfælde nogle piger) brugte utrolig lang tid på at tegne en masse detaljer, som selv jeg ville have svært ved at skære ud med dekupørsav. Alt dette til trods for at jeg specifikt havde sagt, at de skulle lave et meget enkelt design, hvor de max skulle skære 4-6 huller. Disse piger fik det forklaret igen og fik til lektie at lave et design derhjemme og tage med til næste time.  Jeg valgte, at det skulle være lektie, da jeg ikke ville bruge mere af undervisningen på det.

Anden undervisningsgang var der fart på. Alle skulle i gang med at arbejde; de havde brug for træ, værktøj, linealer, blyanter osv. og efter jeg havde gået rundt i lokalet med en hale af fire-fem elever i et kvarter, indførte jeg ”hjælpe-listen”. Eleverne skrev sig på ”hjælpe-listen”, når de havde brug for hjælp, og det var nemmere for mig at se, hvem der kom først. En anden god til ved listen var, at eleverne ikke behøvede at rende efter mig rundt i lokalet, og de følte at de blev ”retfærdigt” behandlet, da jeg hjalp dem i rækkefølge og ikke bare tog den, som råbte højest.

Et par undervisningsgange inde i mit forløb blev jeg af eleverne gjort opmærksom på, at mange af dem, inden min praktik var begyndt på nogle små projekter (oplukker, nøglebræt), som de gerne ville have gjort færdige, da de skulle bruges til julegaver. Selvom sløjd ikke er et ”julegave-fag” (det er dog manges opfattelse), synes jeg, eleverne skulle have lov til at lave deres små projekter færdig. Det optimale ville klart være at de arbejdede med min opgave, men de elever som havde de små projekter liggende, var dem, som var kommet lidt sent i gang, nogle havde været syge en enkelt gang, og en anden gang var røget til sundhedsplejerske. De ville under ingen omstændigheder kunne nå at blive færdig med hylden, så jeg vurderede, at det var bedre, at de fik færdiggjort deres lille projekt frem for at have to halvfærdige projekter liggende.

Evaluering

Jeg har i min praktik taget nogle billeder af elevernes produkter både i håndarbejde og sløjd, de kan ses HER

Håndarbejde

Efter min første undervisningsgang(som blev overværet) havde jeg vejledning med min praktiklærer, hvor vi talte om, hvad jeg skulle arbejde med de næste uger. Så havde jeg to gange alene, og hun var med igen sidste gang, hvor vi også havde vejledning bagefter. Efter timerne spiste jeg frokost med den ene klasse, hvor de meget entusiastisk fortalte deres klassekammerater, hvad vi havde lavet i håndarbejde, så ud fra elevernes beskrivelser til klassekammeraterne lød det som noget, de synes var sjovt at lave.

Sløjd

I sløjd var min praktik lærer ikke med i min undervisning i starten, derfor var det eleverne, som var med til at evaluere mig. Min praktiklærer havde det samme hold i et andet fag og havde derfor mulighed for at snakke med dem om, hvordan det gik i min undervisning set fra deres synspunkt. Til vejledningerne fik jeg fortalt, hvad eleverne havde sagt om undervisningen. Min praktiklærer overværede en undervisningsgang mod slutningen af forløbet og dannede sig et indtryk derfra. Derudover havde min praktiklærer været i lokalet et par gange for at lede efter savklinger, som på mystisk vis havde det med at forsvinde.

I den sidste undervisningsgang jeg havde med eleverne, brugte jeg en halvtimes tid til at snakke med eleverne og høre, hvad de syntes havde været godt, og hvad jeg kunne have gjort bedre 

Elever som forlader undervisningen

I min praktik havde jeg et par episoder, hvor elever forlader undervisningen.

 I min første time i håndarbejde havde jeg en elev som ”forlod” undervisningen(hun gemte bag et skab ved døren), hun havde filtet i ti minutter og gad nu ikke filte mere, da jeg sagde at det skulle hun, gik hun. Da jeg gik hen til hende, råbte hun, at hun ikke gad filte mere. Min praktik lærer snakkede med hende, og jeg koncentrerede mig om de andre elever. Hun er en elev, som nogle gange har brug for fem minutters pause, men det er svært at vide, når det ikke bliver fortalt inden timen starter.

 Der kan være forskellige grunde til at elever reagerer sådan, men under alle omstændigheder påvirker det de andre elever i klassen, som ikke ved, hvordan de skal forholde sig til en sådan elev. Som lærer står jeg i et dilemma; skal jeg gå efter eleven og bruge tid på at få vedkommende tilbage til undervisningen, eller skal jeg koncentrere mig om de andre 12 elever, som gerne vil filte. I dette tilfælde var det mit held af praktiklæreren tog snakken. I de følgende lektioner havde den samme elev også tendens til at skulle prøve grænser af, men jeg lod hende være, og hun kom hurtigt med i undervisningen igen.

I sløjd gik rengøringen på omgang mellem de to klasser, alle rydder dog op på deres egen høvlebænk. Tilknyttet sløjdlokalet er der et separat malerum og et rum med elevernes skabe. Oprydningen er i gang, og jeg går ind i malerummet for at se, hvordan det går med oprydningen derinde. Da jeg kommer ud i sløjdlokalet igen, peger nogle elever på døren og siger at ”Marie” er løbet væk(Maries klasse skulle rydde op). Jeg tager en kort snak med de elever, der er tilbage, og vi bliver enige om, at vi rydder op, og så må Marie hjælpe med at rydde op næste gang, selvom det ikke er hendes tur. I starten af næste time tager vi en snak om, hvad der skete sidste time, og hvorfor Marie løb. Jeg valgte, at Marie skulle hjælpe med oprydningen igen, da de andre elever kan se det retfærdige i, at hun skal rydde op, når hun løb sidst. Hvis der ikke havde været nogen konsekvens af, at hun løb, ville hun uden tvivl gøre det igen.

Afslutning

Når jeg ser tilbage på min praktik, synes jeg, det har været en spændende og udfordrende praktik, og selvom en praktik er lidt iscenesat, har det givet et godt indtryk af, hvad der kan lade sig gøre, og hvor hurtig tiden rent faktisk går. Hvis jeg havde haft et længere forløb med filtning, havde jeg ikke gjort så meget klar til eleverne, som jeg havde gjort til min praktik. Jeg synes, jeg har fået styr på, hvordan et forløb i håndarbejde og sløjd kan bygges op, og hvordan man hele tiden bliver nødt til at tage højde for ændringer og aflysninger i sin planlægning. Sammenlagt har jeg ”mistet” tre dobbeltlektioner i håndarbejde og fire i sløjd på fem uger, de er røget til emneuge, klippe-klistredag, Lucia-optog og juleafslutning.

Jeg har oplevet nogle punkter, hvor jeg var godt forberedt og andre punkter, som jeg skal arbejde med fremover. Alt i alt har det været en god praktik.
(Anslag i opgaven 12833)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar