tirsdag den 13. november 2012

Julefilt til praktikken


I min praktik skal jeg filte med et hold af 4. klasseselever. Da praktikken ligger op til jul, har jeg valgt, at de skal filte julepynt.


Mit mål er, at de når at filte en nisse og et juletræ hver. Da jeg ”kun” har 4 dobbeltlektioner, mener jeg, at det er et overskueligt og realistisk mål, . Den sidste gang forestiller jeg mig skal bruges til at få syet nissen sammen og sat perler og stjerne på juletræet.

Nisse


Denne nisse består af en lille filtkugle til næsen, en stor filtkugle til hoved og en hue. Huen er filtet efter samme metode som den grå pung, nemlig uden på en skabelon af mælkekarton. Den store kugle er filtet uden om en kerne af skumvaskeklude, og gjort lidt flad i bunden.
Filt er et meget taknemmeligt materiale at arbejde med, da man kan arbejde på projekter over længere tid. Forstået på den måde, at hvis eleverne ikke bliver færdige med deres projekter inden timen slutter, skal projektet bare skylles fri for sæbe og lægges til tørre, i næste time kan eleverne filte videre ved at putte sæbevand på igen. 
Da alle dele var tørre syede jeg næsen fast på hovedet, og nissehuen sidder løst på hovedet.
Det er en simpel, sød og sjov nisse, hvor eleverne får prøvet kræfter med to forskellige filteteknikker, at filte en kugle og at filte noget rummeligt ved brug af en skabelon.

Juletræ

 

Jeg startede med at forme en kegle af skumvaskeklude, uden på keglen lagde jeg grøn uld, så det dækkede skumkludene.

 
Så rullede jeg det ind i gardisette for at holde på ulden i starten af filteprocessen.
 
Jeg dyppede det ned i sæbevandet og begyndte at filte. Da filten var blevet lidt fast, tog jeg gardisetten af og filtede videre uden.
 
Da juletræet havde den ønskede størrelse og fasthed, skyllede jeg sæben ud af det og lod det tørre. Til slut limede jeg perler på træet og en stjerne i toppen med en limpistol.
 
Jeg brugte limpistol, da sekundlim opløste palietstjernerne, og lim fra limpistolen er dejlig nemt at arbejde med. Dog skal man være varsom, når elever skal bruge limpistol, da den bliver meget varm.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar