torsdag den 18. oktober 2012

Home Sweet Home


 

Når jeg tænker tilbage på hvor mange ting, sager, dimser og dutter jeg har slæbt med hjem fra skole og fritidsklub i årenes løb, synes jeg, det er fantastisk at mine forældre og bedsteforældre har kunnet finde plads til det alt sammen. Det er utroligt, hvor meget jeg fik produceret i løbet af de år. Det var dog meget sjældent jeg lavede noget, som jeg selv gerne ville bruge eller have på mit værelse, der blev mest fokuseret på at det skulle kunne gives væk som gaver.

Til vores Home Sweet Home projekt skulle vi lave et produkt, som vi kunne tænke os at have derhjemme, og som vi gerne ville sætte et personligt præg på. Et unikt produkt som ifølge Mette ikke måtte være større end en pude eller den traditionelle cd-kasse. Vi fik samtidig muligheden for at afprøve en ny teknik; tekstiltryk.

Jeg ville gerne afprøve den nye teknik, og for at få lært en anden teknik samtidig, valgte jeg efter alle klichéens regler at lave en pude(pudebetræk), hvor jeg brugte knapper som lukning i stedet for lynlås. Jeg valgte at lave knap-lukning, da jeg skal bruge denne metode i en anden sammenhæng.



Jeg ville gerne arbejde lidt med forsiden på puden, inden jeg trykkede på den, da jeg synes, det ville blive lidt kedeligt, hvis den var ensfarvet. Jeg startede med at lave en lille skitse, hvor min ide var, at hele puden skulle være stribet med striberne skiftevis den ene og den anden vej, der var dog ikke nok af det stribede stof, så det blev til to stribede firkanter og to sorte.

 
 


Jeg klippede alle firkanterne ud og syede dem sammen to og to, og derefter syede jeg de to nye stykker sammen. Jeg valgte at sy forsiden af puden sammen, inden jeg trykkede, da jeg gerne ville have, at trykket lappede over to af firkanterne for at bryde de lige sammensyninger. Rundt i kanten af skabelonen tapede jeg nogle stykker papir på, for at sikre at jeg ikke fik lavet skygger på stoffet. Jeg brugte dækkende tekstilmaling, da jeg trykkede på to forskellige stoffer, som ellers ville kunne ses igennem trykket.

 

 

 

 

Knaplukningen step-by-step


Jeg klippede to bagsidestykker på 35cm*52cm, da puden skulle ende med at blive 50cm*50cm, og lukningen skulle sidde midt på bagsiden.

Jeg strøg afstivningsbånd på hvert bagstykke for at stabilisere stoffet, hvor jeg skulle lave knaphuller og sy knapper på.

 

 
Derefter foldede jeg kanten rundt og syede så langt ude som muligt, for at gøre plads til knappen.

(095249 – undertråd )

 
 
Når man skal sy knaphuller, er det en god ide at sy med en stram undertråd, som fås ved at sætte sytråden igennem øjet i spolen.

 
 
 
 

Så måles knaphullet op og der sættes knappenåle i hver ende.

 

 
Når knaphullet er syet, skal stoffet sprættes op i midten, det er vigtigt, at man ikke er for voldsom, da man ellers sprætter syningerne op. Det skete heldigvis ikke for mig!

 

 
 
Og voilá knaphullet er klar til brug.

 

 
 
Da knaphullerne var syet skulle de to bagsider syes på forsiden. Inden da var trykket blevet fikseret, ved at blive varmebehandlet med strygejern i fire til fem minutter, dette gøres for at trykket kan holde til at blive vasket.

Efter sammensyningen manglede jeg kun at sy knapper på, jeg valgte nogle grå knapper, som passede til stoffet på forsiden. Det havde været lidt fedt, hvis jeg havde brugt knapper som matchede farven på trykket, men det var ikke lige en mulighed. Meeen stoffet på bagsiden er jo ikke så spændende, så mon ikke det er forsiden, der kommer til at vende ud af…

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar