søndag den 16. september 2012

Filtning



 

Filtning er en gammel teknik, som kan få uldfibre til at hænge sammen i en blivende flade. Der findes forskellige teknikker, den gamle traditionelle teknik er, hvor ulden bearbejdes til en sammenhængende flade eller form ved brug er sæbevand og bevægelse, vådfiltning. Senere er filtenålen kommet til, det er en lille nål med nogle skråsnit, som griber fat i uldens fibre og trækker dem ned gennem de andre fibre i materialet, derved bliver ulden filtet sammen og bliver kompakt. Ulden som jeg har brugt til mine kreationer kaldes karteflor. Ulden er vasket, kartet og evt. farvet, efter det er blevet klippet af fåret.

Bolde

Vi skulle fremstille tre bolde (en grå, en farvet og en flerfarvet). Når man skal lave en bold, skal man starte med at lave en ”inderkugle”, som er en kugle af uld, hvorom der er bundet noget snor. Denne kugle laves for at gøre midten ”stabil”, så resten af ulden har noget at pakke sig rundt om. Udenom ”inderkuglen” lægger man et jævnt lag uld, man skal forsøge at placere det, så der ikke stikker totter ud hist og her, da det kan give en skæv og lidt alternativ bold.

 
Når ulden er lagt på, holder man rundt om bolden med begge hænder og sænker den ned i det varme vand med sæbespåner, som man har lavet på forhånd. Derefter begynder man med meget let hånd at rulle bolden rundt i hænderne, så uldfibrene begynder at gribe ind i hinanden. Man kan mærke, at bolden bliver mere fast, og man kan nu bruge lidt flere kræfter til at ælte bolden. Når bolden er fast nok, kan man bruge en bambusmåtte til at rulle bolden på.

Når bolden er så hård, som man ønsker, den skal være, stopper man med at filte og skyller bolden under vandhanen.

Hvis man i stedet for at lave en ”inderkugle” af uld, laver den af engangsvaskeklude eller andet skumgummi, kan man få lavet en bold, som kan hoppe. Men skal sørge for at bolden er filtet rigtig hårdt.

Da jeg skulle lave den flerfarvede bold, startede jeg med at lave en ”indekugle” af uld og uden på den lagde jeg et lag grå uld. Jeg filtede lidt på bolden, uden at ”uldfibrene” lukkede sig helt. Så lagde jeg tre forskellige farver uld i tynde bånd rundt om min bold. Jeg sænkede ikke bolden ned i skålen med sæbevand, da båndene så ville rykke sig, jeg brugte fingrespidserne til at putte lidt vand på og filte båndene lidt fast, inden jeg begyndte at filte med hele hånden.

 

Filtning af plan flade


 
Vi skulle også prøve kræfter med at filte en plan flade. Vi skulle tage et stykke bobleplast og oven på det, skulle vi lægge et lidt tykt lag hvidt uld. Jeg lagde to mindre lag hver sin vej i stedet for et tykt lag den ene vej. Oven på dette skulle vi med farvet filt lave et billede.

 
 
 
 
 
 
Da billedet var lavet, var det næste skridt at begynde på filtningen. For at undgå at motivet skrider og flytter sig, lægger man gardisette over i starten af filtningen. Man starter med at hælde sæbevand i midten af det man vil filte, og så arbejder man sig ud af.

 
 
 
 
Når filten er fast nok til, at motivet ikke flytter sig mere, fjerner man gardisetten og filter videre. Når filten er blevet endnu fastere, kan man rulle den i bobleplasten eller i en bambusmåtte, dette hjælper med til filtningen. Det er meget vigtigt, at man husker at vende det, man ruller i bobleplasten eller bambusmåtten, da det ellers ændrer form og bliver længere den ene vej end den anden.

 

Filtning udenpå skabelon


Efter timen ville jeg lige se, om jeg stadig kunne filte en lille pung. Jeg lavede en skabelon af mælkekarton, som jeg kunne lægge filten op efter, og som jeg bagefter kunne bruge til at filte rundt om. Mælkekarton eller juicekarton er godt at bruge, da det er forholdsvist stift og holder formen, da det ikke uger vand til sig lige med det samme.

Jeg lagde filten op i fire lag. To til forsiden og to til bagsiden af skabelonen. På hver side skal der være et lag, som et lodret og et lag, som er vandret. Det er samtidig vigtigt at ulden går en lille smule ud over siderne, når den lægges op. På denne måde bliver det færdige stykke mere ensartet, og filten kommer også til at dække siderne på skabelonen, så forsiden og bagsiden kommer til at hænge sammen.

 
 
Jeg begyndte at lægge filten om min skabelon, jeg startede med at lægge det vandrette stykke på forsiden af skabelonen. Jeg lagde gardisette over, gjorde ulden våd og pressede ulden ned mod skabelonen uden at gøre kanterne alt for våde. Jeg fjernede gardisetten og vendte min skabelon om, jeg foldede kanterne fra forsiden om på bagsiden, og lagde det andet vandrette lag på bagsiden, og foldede kanterne om på forsiden. Jeg lagde nu det lodrette lag på forsiden, foldede kanter og derefter det lodrette lag på bagsiden og foldede kanter. Så stod jeg med min skabelon helt dækket af filt.

 
 
 
Jeg lagde gardisette over og begyndte at filte på den ene side. Det er vigtigt at man husker at filte på kanterne, da der ellers vil dannes ”filt-pølser” i kanterne, som er svære at glatte ud senere. Da filten var blevet en smule fast, brugte jeg bambusmåtte til at rulle filtpungen i for at fremskynde filteprocessen.




Da ulden var blevet tilpas filtet skar jeg med en skalpel der, hvor lommen i pungen skulle starte. Så kunne jeg trække skabelonen ud, og der hvor skabelonen havde været, var der dannet et hulrum. Jeg rullede igen pungen i bambusmåtten, jeg rullede skiftevis på den ene og den anden led, for at den beholdt sin form. Jeg sikrede jævnligt, at hulrummet ikke filtede til.

 
Da pungen havde den ønskede størrelse, skyllede jeg den fri for sæbe under vandhanen. Desværre var flappen på pungen ikke filtet helt sammen, så derfor måtte jeg bruge en filtenål til at få det sidste til at hænge fast.

 

 
 

Nålefiltning



Jeg har aldrig rigtig prøvet at filte med nål, så jeg skulle lige se, om jeg kunne. Jeg forsøgte derfor at filte en blomst af en tot filt. Det var meget anderledes end vådfiltning, og man kan lave det meget mere præcist. Det gode ved nålefiltning er, at det kræver meget mindre plads, og det sviner heller ikke så meget som vådfiltning.




Da jeg havde lavet kronbladene til blomsten, skulle der også lavet en midte. Jeg lavede de to dele separat og filtede efterfølgende midten fast på kronbladene.

 

 
 


Jeg skulle lige have dagens sidste udfordring, så jeg valgte at prøve kræfter med at filte en bi, ved brug af filtenål. Det var væsentlig sværere end at filte en blomst. Men vildt sjovt at prøve, og det bliver bestemt ikke det sidste, jeg nålefilter. Jeg filtede først den gule krop, derefter satte jeg striber på, så følehorn, øjne og næse. Jeg filtede en lille brod med lidt løs uld i den ene ende så den kunne filtes fast på biens numse. Til sidst filtede jeg to vinger, som jeg bagefter filtede på bien.











2 kommentarer:

  1. Meget imponerende Clara, du har godt nok fået nået noget i torsdags ;)Den er blevet rigtig sød din bi.

    SvarSlet